Forebyg sexisme

Byrådet har i april 2021 vedtaget retningslinjer for forebyggelse og håndtering af sexisme i kommunalpolitik.

Byrådets retningslinjer

Hvad er sexisme?

KL beskriver sexisme på følgende måde:
Sexisme handler overordnet om diskrimination og fordomme på baggrund af køn. Der findes ikke én definition, men langt de fleste definitioner kredser om uønsket seksuel opmærksomhed og seksuelt krænkende handlinger.

Sexisme udøves af både mænd og kvinder og indebærer, at et andet menneskes værdighed krænkes ved en række seksuelle tilnærmelser af både fysisk og psykisk art. Det kan fx være spørgsmål, kommentarer eller vittigheder med seksuelle undertoner, billeder eller filmklip med seksuelt indhold, upassende invitationer til arrangementer, uønskede berøringer m.m.

Det kan være forskelligt fra person til person og fra situation til situation, hvad der opleves som acceptable omgangsformer, og hvad der opleves som sexisme.  Derfor kan det i nogle tilfælde være svært at identificere, hvornår der er tale om sexisme. Sexisme kan også udøves uden en bevidst hensigt om at krænke. Det kan eksempelvis være tilfældet med ironi, vittigheder mv. Sexisme er en stor psykisk belastning for de, der er udsat for det. Man kan være bange for konsekvenserne ved at tage det op og føle skam og skyld.

Hvordan forebygger vi sexisme?

Som byrådsmedlemmer bidrager vi alle til det gode samarbejde med vores byrådskolleger og samarbejdspartnere – og er folkevalgte rollemodeller i forhold til omgivelserne.  

Vi vægter åbenhed og en fri tone i det politiske arbejde – men er samtidig opmærksomme på at behandle hinanden ligeværdigt og med respekt. Vi er derfor også opmærksomme på, hvordan vores ord og handlinger påvirker andre mennesker.

Hvordan håndterer vi en situation, hvor et byrådsmedlem føler sig udsat for sexisme?

Sexisme kan enten være resultat af en bevidst eller ubevidst handling – og vores grænser er forskellige. Det ændrer dog ikke ved, at en oplevelse af at være udsat for sexisme altid skal tages alvorligt.

Det er derfor vigtigt at sige fra, hvis vi føler, at vi selv eller andre bliver udsat for sexisme i forbindelse med det politiske arbejde.

Det kan enten ske ved at sige fra i den konkrete situation, hvis dét føles rigtigt – eller ved at gå videre til personer, vi har tillid til.

Forældelsesfrist

Der er ikke en forældelsesfrist for sager, hvor et byrådsmedlem føler sig udsat for sexisme. Men jo hurtigere sagen håndteres, jo bedre – af hensyn til alle parter i sagen.

Hvem henvender vi os til

Hvis vi føler os udsat for sexisme og vil drøfte situationen med en anden person, kan det f.eks. være:

  • Formanden for byrådsgruppen
  • Borgmesteren
  • Kommunaldirektøren
  • Chefen for Personale og Organisation
  • KLs hotline, tlf. 3370 3950

Fortrolighed og anonymitet

Hvis vi som byrådsmedlemmer føler os udsat for sexisme, kan vi henvende os til vores gruppeformand, borgmester m.fl. i fuld fortrolighed for at få vendt de oplevelser, vi har haft.

Hvis det her aftales at gå videre med sagen, skal personen, der anklages for sexisme, inddrages. Det er således ikke muligt anonymt at gå videre med en sag, hvor der rettes anklager om sexisme mod en byrådskollega eller anden samarbejdspartner.

Det videre forløb skal konkret aftales – herunder hvem der i øvrigt skal inddrages i sagen fra byråd og forvaltning.    

Eventuel politianmeldelse

Ved egentlig chikane, trusler eller vold af seksuel karakter skal der konkret tages stilling til, om episoden eller episoderne har en sådan karakter, at politiet skal involveres. Politiet vil vurdere, om der er foregået en overtrædelse af straffeloven mv. og vil samtidig kunne rådgive i forhold til en eventuel politianmeldelse. 

Eventuelt behov for psykologisk bistand

Der kan stilles psykologisk bistand til rådighed for det byrådsmedlem, der har været udsat for sexisme i forbindelse med det politiske arbejde.

Vedtaget i Viborg Byråd 21. april 2021.

 

Bistand fra forvaltningen

Byrådet har besluttet af forvaltningen er behjælpelig med bistand. Læs mere på siden om administrativ betjening. 

Spørgsmål til retningslinjerne?

Kontakt sekretariatschef Flemming Jensen, Stabs- og Byrådssekretariatet, hvis du har spørgsmål til retningslinjerne.