Fintællingsdagen

Fintælling af stemmerne fra valget foregår i Viborg Stadion Center, Stadion Alle 3, hal 5 og 6.

Forhøjede borde til fintælling

For at imødekomme ønsket om forhøjede fintællingsborde udskiftes de tunge bander med lettere (men også mindre) plasticborde. Der er produceret nogle træklodser til at sætte under bordene. Det er frivilligt, om i vil bruge dem.

Ved brug på fintællingsdagen gælder følgende:

Fintællerne henter selv klodserne på et dertil indrettet sted i hallen og sætter dem under bordene.

Efter endt fintælling fjerner fintællerne selv klodserne og lægger dem på plads i kasser/bure, hvor de blev hentet. Derefter anbringer fintællerne valgmaterialet på bordene i det omfang, det fremgår af vejledningerne.  

Ved brug af klodserne på valgaftenen gælder følgende:

I skal selv fragte klodserne til afstemningsstedet. Klodserne kan afhentes på rådhuset på et tidspunkt, der meldes ud på Vicki, dog ikke senere end 2 dage før valget. Ved afhentning skal i kvittere for klodserne.    

I skal også selv transportere klodserne ind til fintællingsstedet på valgaftenen. Her skal i selv sætte dem på plads på et dertil indrettet sted i hallen. Klodserne må ikke efterlades på afstemningsstedet og skal være tilgængelige i hallen på fintællingsdagen.

Afvikling af fintællingsdagen

Valgbestyrelsen har ansvaret for afvikling af fintællingen og skal være tilsted under fintællingen.  Fintællingen SKAL iflg. loven ske ét centralt sted.

På fintællingsdagen åbnes dørene kl. 8.30, hvor der vil være kaffe og rundstykker.

Fintællingen starter præcis kl. 9.00 - umiddelbart efter at valgchefen Flemming Engedal Jensen har givet introduktion. Valgkasserne må IKKE åbnes før efter introduktionen.

Der er opstillet borde til hvert enkelt afstemningssted og man møder ind ved det afstemningssted, hvor man var placeret på valgdagen.

Indberetning af optællingen sker digitalt ved hvert ledelsesbord.

Du kan læse mere om fintællingsdagen i vejledning 2 og vejledning 2B. 

Materiale på valgbordene

Hvert valgbord er forsynet med:

  • Valgmaterialet som blev leveret på valgaftenen.
  • Omslag til indberetningsskemaerne.
  • Omslag til returnerede valgkort fra PostNord. 

Metalkasserne står ved ledelsesbordene.

Træklodser til at forhøje optællingsbordene hentes i kasserne i metalburene. Efter endt fintælling sættes kassen med træklodserne tilbage i metalburene.

Procedure for fintællingen 

Folketingsvalget er på valgaftenen alene optalt samlet pr. listestemmer, blanke og andre ugyldige stemmesedler. På fintællingsdagen sorteres indenfor hvert parti i partistemmer og personlige stemmer pr. kandidat og optælles. Ved optællingen kontrolleres krydsets placering (hele stemmesedlen kontrolleres).

Optællingsholdene bytter herefter bord indenfor hvert afstemningssted, således at man ikke fintæller eget bord. De enkelte bunker eftertælles.

Ved optællingen kontrolleres krydsets placering endnu engang (hele stemmesedlen kontrolleres).

Når fintællingen er afsluttet og indberetning er godkendt pr. mail, nedpakkes valgmaterialet i bordets valgkasser og stilles på bordet.

HUSK: Skemaer skal i omslaget og lægges på valgkassen.
         
Omslaget til valglisten skal lægges på valgkassen.
         
Omslaget til returnerede valgkort fra PostNord lægges på valgkassen.

Når et afstemningshold er færdig med fintællingen og der er nedpakket og ryddet op ved bordene, kan fintællingsholdet efter aftale med afstemningsstedets ledelse, forlade bordet. 

 

Frokost 
Der er frokost i kantinen på Rådhuset mellem kl. 11.00 - 13.00.