Borger der flytter kort før et valg - hvor skal de stemme?
En borger som flytter til ny kommune kort før et valg, skal måske afgive sin stemme i fraflytningskommunen. Læs hvordan reglerne er for hvert type valg.
Abonnér
og dens undersider
Folkeafstemning, Folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg
Flytning fra en kommune til en anden kommune
En borger som er flyttet fra en kommune til en anden kommune kort før et valg, skal måske afgive sin stemme i den kommune, som borgeren er flyttet fra.
For at stemme i den nye kommune, skal borgeren have anmeldt flytning til den nye kommune senest 15 dage før valget.
Hvis borgeren ikke når at melde flytning senest 15 dage før valget, så skal borgeren stemme i fraflytningskommunen.
Flytning inden for kommunen
Hvis borgeren flytter inden for kommunen kort før et valg, skal flytningen være anmeldt til kommunen senest 15 dage før valgdagen for at kunne stemme ved det nye afstemningssted.
Hvis ikke flytningen er anmeldt inden for de 15 dage, skal borgeren stemme ved det afstemningssted, der hører til den tidligere bopæl.
Kommunal- og regionsrådsvalg
Flytning fra en kommune til en anden kommune
En borger som flytter til en ny kommune kort tid før et valg, skal måske stemme i fraflytningskommunen. For at stemme i den nye kommune skal borgeren anmelde sin flytning til den nye kommune (tilflytningskommunen) senest 7 dage inden valgdagen.
Hvis borgeren ikke når at melde flytning senest om tirsdagen 7 dage før valgdagen, kan borgeren ikke stemme til det kommunale valg i den nye kommune, men skal stemme i fraflytningskommunen.
Hvis borgeren er flyttet til en ny kommune inden for den samme region, vil borgeren kunne stemme til det regionale valg.
Flytning inden for kommunen
Hvis borgeren flytter inden for kommunen kort tid før et valg, skal borgeren anmelde sin flytning til kommunen senest mandagen 15 dage før valget for at kunne stemme ved det nye afstemningssted, der hører til den nye bopæl.
Hvis borgeren ikke når det inden 15 dage, kan borgeren stadig stemme, men skal så stemme ved det afstemningssted, der hører til den tidligere bopæl.
Kontakt
