Vil du bruge video i din rekruttering? Tag stilling helt fra start

Hvis du overvejer at bruge video din rekruttering, er det vigtigt at tænke det ind helt fra begyndelsen, så videoen kan være færdigproduceret samtidig med jobopslaget - og derved få "fuld effekt", når det bliver delt på sociale medier. Se her, hvordan du kan få hjælp.

Få hjælp til at producere din video

Viborg Kommune er en professionel organisation, hvilket også skal afspejles i kvaliteten af de materialer, vi laver. Der er derfor tre muligheder for at få hjælp til din videoproduktion:

  1. Hvis du har en medarbejder med god viden om optagelse og redigering af video, er det en mulighed at I selv står for videoproduktionen.
  2. Kommunikationsafdelingen kan i nogle tilfælde hjælpe med lederrekruttering, hvis de får besked i god tid.
  3. Viborg Kommune har en aftale med Earvox Production, som kan producere professionelle videoer til rekruttering. En produktion fra Earvox koster 2.500 kroner og Earvox kan kontaktes på mail: info@earvox.dk eller telefon: +45 25 45 69 19.

Det øger din mulighed for at få hjælp markant, at du henvender dig i god tid. Så gør det til en vane at tage stilling til videoproduktion som noget af det første i rekrutteringsprocessen.

Tag stilling til dette, inden du får produceret din video

  1. Hvorfor er det en fed stilling, og hvad kan vi sige om den?
  2. Hvem skal sige noget?
  3. Hvor skal den optages (hvis det f.eks. er en stilling, hvor man skal arbejde udendørs, skal videoen ikke filmes i et kontor)?
  4. Hav styr på samtykkeerklæringer og tilladelser til brug af f.eks. musik og billeder - se mere i afsnittet om lovgivning.

Og husk altid at folks tid er dyrebar. En video bør ikke vare mere end et minut og aldrig mere end halvandet minut.

Videoen skal overholde lovgivningen

Når I skal have produceret en video, er der nogle grundlæggende retningslinjer, der skal være overholdt. I skal have indhentet samtykkeerklæringer fra de medarbejdere eller borgere, der medvirker i videoen. Samtykkeerklæringerne skal være fyldestgørende, underskrevet og gemt i ESDH-systemet. I skal også have tilladelse til brug af f.eks. musik eller billeder, hvor ophavsretten ikke tilhører Viborg Kommune. Læs mere om fotos og krav til samtykke på Vicki.