Opsigelsesvarsler

Hvis du som medarbejder ønsker at opsige din stilling, eller hvis du som leder skal opsige en medarbejder, gælder der forskellige opsigelsesvarsler alt efter overenskomst, og hvor længe medarbejderen har været ansat. I langt de fleste tilfælde følger opsigelsesvarslet funktionærlovens bestemmelser.

Medarbejders opsigelsesvarsel

Hvis du som medarbejder ønsker at opsige din stilling, skal din opsigelse ske med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Det betyder, at du skal arbejde fra opsigelsesdatoen til og med udgangen af den efterfølgende måned. Din leder kan vælge at acceptere et kortere varsel.

Hvis der er aftalt prøvetid, kan du i de første tre måneder af ansættelsen opsige din stilling fra dag til dag.

Arbejdsgivers opsigelsesvarsel

Inden du kan træffe beslutning om afskedigelse, skal din medarbejder partshøres. Partshøringsperioden er 14 dage og i nogle tilfælde 3 uger.

Arbejdsgivers opsigelsesvarsler (funktionærloven)

Ansat i højst:

Opsigelsesvarsel:

2½ måned (hvis der er aftalt prøvetid)

14 dage

5 måneder

Løbende måned + 1 måned

2 år og 9 måneder

Løbende måned + 3 måneder

5 år og 8 måneder

Løbende måned + 4 måneder

8 år og 7 måneder

Løbende måned + 5 måneder

Ansat i mere end 8 år og 7 måneder

Løbende måned + 6 måneder