Modtagelse af gaver
Medarbejdere i Viborg Kommune må som udgangspunkt ikke modtage gaver eller andre fordele fra borgere eller virksomheder i forbindelse med arbejdet. Der er også grænser for, hvilke gaver en arbejdsgiver kan give skattefrit til en medarbejder.
Abonnér
og dens undersider
Gaver fra borgere eller leverandører
Medarbejdere i Viborg Kommune må som udgangspunkt ikke modtage gaver fra hverken borgere eller leverandører. Det gælder uanset hvilket niveau man er ansat på.
Gaver omfatter både fysiske ting, som chokolade, vin og bøger, og ikke fysiske ting som rabatter, rejser, kurser og forplejning. Det kan også være pengegaver i form af begunstigelse ved testamente.
Er medarbejderen i en konkret situation i tvivl om, hvorvidt man kan modtage en gave fra en borger eller en leverandør, anbefales det at undlade at tage imod gave eller anden fordel fra en ekstern giver, ligesom man kan underrette sin nærmeste overordnede omkring situationen.
Se reglerne for modtagelse af gaver fra borgere eller leverandører i kapitel 6 "Gaver og andre fordele" i vejledningen God adfærd i det offentlige (pdf). Vejledningen er revideret af regeringen, KL og Danske Regioner i 2017.
Gaver fra arbejdsgiver
En medarbejder kan modtage skattefrie gaver fra sin arbejdsgiver inden for beløbsrammer, som er fastlagt af SKAT.
Gaver i kontanter er dog altid skattepligtige, ligesom gavekort kun under særlige omstændigheder kan gives, uden at modtageren skal betale skat.
Almindelige lejlighedsgaver til fødselsdage eller lignende vil som udgangspunkt være skattefrie, med mindre de har en værdi, der overstiger, hvad der almindeligvis anses for passende.
Læs mere om beløbsrammerne og mulighederne i 2023 på skat.dk
Kontakt
