Børnehuset Møllehøj

Det fælles ansvar og samhørighed vægter højt. Der er brug for alle og vi hjælper hinanden på tværs

Børnehuset Møllehøj har gennem flere år haft et lavere sygefravær end en række andre arbejdspladser i kommunen. Leder Henny Thomasberg fortæller, hvad hun mener, årsagerne kan være.

Lidt bedre normering til hverdag og ingen timer til vikarer betyder et godt samarbejde på tværs

Henny fortæller, at hun altid har lagt alle timer ud i arbejdsplanen, der er ikke taget timer fra til vikarer. Det giver en lidt bedre normering hver dag, som gør, at personalet oplever sig mindre presset. Det betyder også, at alle ved, at ved sygdom kan man ikke ringe efter en vikar.

I Møllehøj er de gode til at hjælpe hinanden på tværs mellem børnehave og vuggestue. De arbejder som et åbent hus - der er ingen lukkede døre, og det betyder, de er meget tæt på hinanden. 

”Fællesskabet betyder mere end vi tror”.

De har en samhørighed, og der er brug for alle. Der er ingen forskel på om man er i køkkenet, pædagog eller pædagogmedhjælper. Alle byder ind, og det fælles ansvar vægter højt. Henny fortæller, at det også bliver værdsat og anerkendt, og de husker at takke hinanden og tager ikke hjælpen for givet.

Synlighed omkring sygefravær

Henny fortæller at Møllehøj kommunikerer på Aula om sygemeldinger, så det er synligt for alle kolleger, at der er fravær i huset. Hun tror, det gør noget i forhold til hurtig raskmelding.

Den gode fællesskabsfølelse bidrager til, at de kommer på arbejde hver dag. Selv når de ikke er helt på toppen, bruger medarbejderne tilgangen ”jeg ser lige hvordan det går”, og er man nødt til at gå hjem, så tager de den derfra. De oplever f.eks. at man godt kan møde ind og åbne, selv om man ikke er helt frisk, og så gå hjem igen, når der er nok hænder.

De italesætter rigtig meget, hvad man selv gør for at holde sig sund og rask. "Gør vi nok selv? Husker vi god hygiejne, udluftning mm. i løbet af dagen?"

Høj grad af fællesskab som gør at vi får kendskab til hinanden 

Henny nævner også, at de er gode til at lave noget socialt sammen. Det er f.eks. julefrokost og sommerfest.
“Det kendskab vi får til hinanden giver arbejdsglæde og følelsen af, at der er brug for mig, og at det betyder noget, at jeg kommer på arbejde. “

Indflydelse på det gode samarbejde

Henny fortæller, at hun lægger meget vægt på involvering af medarbejderne i fx hvordan det gode samarbejde skal være i huset. Hun oplever, at medarbejdernes mulighed for indflydelse gør noget godt for sygefraværet.

Møllehøj mærker ikke rekrutteringsudfordringer endnu. Henny oplever at alle gerne vil Møllehøj. Der er mange, som har været der i mange år og er vokset op sammen. Der kan både være fordele og ulemper, når man bliver for tætte, siger Henny. Man kan komme til at sætte hinanden i dilemmaer, fordi man vil hinanden det bedste, fx at man "sygemelder" en kollega i den bedste mening. Så glemmer man måske at se på, hvad der er bedst for stedet. Det er en opmærksomhed man bør have, når man har meget tætte relationer på en arbejdsplads.