Frederiks skole

Når man føler, man er en del af noget større og har et godt og tillidsfuldt samarbejde, så lykkedes man godt med kerneopgaven

Skoleleder Martin Rovsing Vingborg Mose og Arbejdsmiljørepræsentant Thomas Høj fortæller, hvad de særligt har gjort på Frederiks skole for at mindske sygefravær. Data viser, at Frederiks skole har haft et fald i det samlede sygefravær fra 2018 og til nu, hvor de ligger blandt de skoler i kommunen, som har det laveste sygefravær.

Vi har altid arbejdet efter så lavt sygefravær som muligt

På skolen følger de Viborg Kommunes retningslinjer for opfølgning på sygefravær. Sygefraværsstatistikken er på dagsordenen på personalemøder. Der følges op på sygefravær, og særligt hvis der er en bekymring. Medarbejderne har spillet fravær/nærværs spillet. Det oplevede de var rigtig godt. Det gav nogle gode snakke om dilemmaer omkring fravær og fremmøde på arbejde.

Martin mener også, at der er held forbundet med lavt sygefravær. De har ikke været ramt af langtidsfravær. Men der kan opstå ting, man ikke selv er herre over.

På Frederiks skole har der været fokus på social kapital i mange år. Medarbejderne oplever en høj grad af retfærdighed, tillid og samarbejde, hvilket er til stor gavn for kerneopgaven. De vurderer, at når de lykkes godt med kerneopgaven, så har det også en positiv effekt på sygefraværet.

”Vi er helt fantastisk dygtige til samarbejde, Lærergerningen er den samme andre steder, men kollegaskab og samarbejde er helt unikt”.

Vi interesserer os for hinanden og har gavn af hinandens succes. Når det går godt på skolen, kommer det alle til gavn

Over tid er der opbygget traditioner som f.eks. julefrokost og sociale aktiviteter i forbindelse med klippe-klister dag og motionsdag. Frederiks skole oplever, at det styrker kerneopgaven, at de interesserer sig for og har gode relationer til hinanden. ”Vi går fra kendskab til tillid”. Jo mere de kender hinanden, bærer over med hinanden og løfter for hinanden, jo bedre fungerer hverdagen. Hvis der er bøvl i kerneopgaven, er det lettere at tale om det og nå til en forståelses, fordi de kender hinanden.

Vi går meget op i arbejdsmiljø, og at alle føler glæde ved at gå på arbejde

På Frederiks skole er de gode til at anerkende hinanden og det store arbejde, som alle gør. Det er både fra ledelsens side og blandt kolleger. De er gode til at holde fast i alt det, der lykkedes.

De enkelte teams dækker selv ind og klarer selv mange ting i hverdagen med stort fokus på, hvad det bedste bud på en løsning er i forhold til kerneopgaven.

”Vi er et sted, hvor vi tager et større ansvar, da vi føler, vi er en integreret del for at få det hele til at hænge sammen. Det betyder noget for os”.

På Frederiks skole er de gode til at tage tingene i opløbet, f.eks. hvis der er tegn på stress. Ledelse, Arbejdsmiljørepræsentant og Tillidsrepræsentant er synlige i huset og gør meget ud af at være tilgængelige. Hvis en medarbejder viser tegn på stress eller er inde i en svær periode i sit liv, gør de meget for at medarbejderen bevarer tilknytning til skolen. Så hjælper de med at få løftet foden af speederen, hvis der er behov for det. Det kan fx være at skalere skemaet lidt ned. ”Lykken er ikke at komme hjem at gå”.

Udviklingsområde i forhold til udfordringer i hverdagen

Når nogle medarbejdere møder udfordringer i hverdagen, kan de godt komme til at have for stort fokus på det, der ikke lykkedes. Det kan fx være i relationsarbejde med eleverne. Derfor er skolen ved at udvikle en model, som medarbejderne kan bruge til at takle sådanne udfordringer gennem sparring med kolleger. Det relationelle er så vigtigt, og derfor vil de gerne være endnu bedre til at række ud til hinanden og drøfte udfordringerne sammen. Med modellen håber skolen at skabe en ramme for at den enkelte medarbejder kan lære mere om sig selv og sine handlemønstre i specifikke situationer med henblik på læring.

”Der ligger et kæmpe potentiale i videndeling og dygtiggørelse. Alle er bedst tjent med at vi stiller med 1. holdet.”