Førlederprogram
Viborg Kommunes førlederprogram er for dig, der gerne vil være klogere på, om ledelse skal være en del af din fremtid - og for dig, der gerne vil klædes på til dit første lederjob. Hvis du vil med på næste forløb (september 2024 - februar 2025), skal din leder tilmelde dig senest mandag den 4. marts 2024.
Abonnér
og dens undersider
Hvorfor udvikler vi ledertalenter?
Løbende udvikling af ledertalenter er med til at skabe attraktive arbejdspladser og understøtte en løbende rekruttering af nye ledere. Derfor er det vigtigt at spotte og udvikle medarbejdere, som har potentialet og interessen for ledelse.
Ledelsesafklaring i Viborg Kommune er opdelt i to – både selvstændige og sammenhængende – forløb: Nysgerrig på ledelse og Klar til ledelse. For at deltage i Klar til ledelse, skal du inden have deltaget i Nysgerrig på ledelse.
Nysgerrig på ledelse
Formål og succeskriterie: Er et afklaringsforløb, der gør dig klogere på, om ledelse er noget for dig.
Datoer for næste forløb over to dage:
Torsdag den 19. september 2024
Tirsdag den 1. oktober 2024
Antal deltagere: Max. 40
Fordelingsnøgle: sådan fordeles pladserne i 2024:
Chefgrupperne inden for de enkelte områder udvælger og fordeler pladserne ud fra den gældende fordelingsnøgle. Chefen udpeger i dialog med lederen for området den/de medarbejdere, der skal deltage.
- 13 pladser til SSO
- 15 pladser til B&U
- 4 pladser til T&M
- 3 pladser til K&U
- 5 pladser til Stabene og BOP
Din leder skal tilmelde dig via sekretariatschefen - frist for samlet tilmelding mandag den 4. marts 2024
Læs mere om tilmelding i boksen Tilmelding og forberedelse.
Afklaringssamtale oktober/november 2024:
Efter forløbet afholdes en afklaringssamtale med egen leder og HR-konsulent. Ved denne samtale er fokus på at afklare, om du ønsker at fortsætte på 'Klar til ledelse'. Hvis du og din leder vurderer, at ledelsesvejen fortsat er interessant for dig, så kan du fortsætte på 'Klar til ledelse'. I samtalen kan du og din leder lave aftaler om, hvilke konkrete opgaver, du kan bruge i træning af din ledelsespraksis.
Klar til ledelse
Formål og succeskriterie:
Formålet er at klæde dig på til rollen som faglig leder og personaleleder, herunder at få indblik i og give dig ledelsesfaglige kompetencer samt kendskab til Viborg Kommunes ledelsesgrundlag.
Målgruppe:
Er målrettet dig, der har gennemført "Nysgerrig på ledelse" og som efter afklaringssamtalen med nærmeste leder og konsulent fra Personale og Organisation ved, at du gerne vil være leder.
Datoer for næste forløb over 6 dage:
- Startseminar onsdag den 6. november 2024 kl. 13:30-15:30
- Onsdag den 20. november 2024
- Torsdag den 21. november 2024
- Tirsdag den 10. december 2024
- Onsdag den 8. januar 2025
- Torsdag den 30. januar 2025
- Torsdag den 27. februar 2025
Nærmeste leder deltager i:
- Startseminar (ca. 2 timer)
- Relevante øvebaner og sparring undervejs i forløbet
- Tilbyder en halv dags praktikforløb for en deltager fra forløbet
- Opfølgende samtale mellem leder og deltager efter forløbet om læring og videre vej i forhold til ledelse
Mød nogle af deltagerne
Det er er meget blandet deltagergruppe, der har lyst til ledelse og tilmelder sig kommunens førlederprogram. Det er en gave for holdets sammensætning, at deltagerne kommer fra mange forskellige dele af organisationen og har forskellige uddannelsesniveauer med sig i bagagen.
De fleste deltagere vælger at fortsætte på ”Klar til ledelse”, mens enkelte deltagere efter ”Nysgerrig på ledelse” vælger at takke nej til ”Klar til ledelse”. Nogle erkender, at ledelse alligevel ikke var noget for dem, andre får nye og store opgaver på deres bord, som kræver al deres opmærksomhed, og nogle erkender, at det med ledelse ikke passer ind i familielivet på nuværende tidspunkt.
Mange tidligere deltagere udtrykker tilfredshed med, at de første dage var med til at give klarhed over, om ledervejen var noget for dem. Og langt størstedelen vælger at gennemføre hele førlederprogrammet.

Ricco Bødker Andersen, arkitekt i Byplan, Plan og Byggere, Teknik & Miljø og deltager på 2023-holdet
Ricco Bødker Andersen
- Jeg har fået god indsigt i, hvordan en lederstilling adskiller sig fra min nuværende stilling som projektleder.
- Jeg fik et godt indblik i, hvad der lægges vægt på, når jeg en dag skal skrive min første ansøgning til en lederstilling, og hvordan en jobsamtale til en lederstilling vil foregå.
- Kurset har overbevist mig om, at jeg skal prøve ledervejen en dag, når den rigtige stilling er der, og det passer ind i familielivet.

Line Møller Mathiassen, jobindsatsmedarbejder, Jobigen, Beskæftigelse, Økonomi og Personale og deltager på 2023-holdet
Line Møller Mathiassen
- Det var meget interessant at blive introduceret til de forskellige ledelsesstile. Her arbejdede vi også med at blive bevidste om, hvornår og i hvilke situationer, vi vil bruge de enkelte ledelsesstile.
- At arbejde med en case fra hverdagen i Viborg Kommune i samarbejde med en leder eller chef var også meget givende. Det føltes lidt som at have ”hands on”.
- Jeg er igennem forløbet blevet bekræftet i, at jeg gerne vil ledervejen, når den rigtige stilling er der, og jeg føler mig godt klædt på til det.
Lederne fortæller
Forløbet forpligter deltagernes egne ledere til løbende at være i tæt dialog omkring læringen undervejs og medarbejderen skal tilbydes konkrete øvebaner, hvor de kan prøve kræfter med forskellige ledelsesopgaver. Samtidig får lederne besøg af en anden deltager fra holdet i et praktikbesøg. Lederne melder tilbage, at de har følt sig godt informeret undervejs, og at opgavemængden har været overskuelig.
Deltagerne har været igennem mangfoldige øvebaner og praktikker i forløbet. En leder fortæller: ”Det har været vigtigt med de forskellige aktiviteter, for det har krævet, at vi som ledere har involveret os, og samtidig har det givet deltagerne et godt og vigtigt indblik i ledelsesrummet.”
En anden leder sætter ord på, at forløbet også har en vis afsmitning: ”Vores rolle kræver en vis dybde og eftertænksomhed omkring egen ledelse hos os selv, og det er givtigt.” Den samlede tilbagemelding fra en række ledere lyder på, at deres deltagere har fået et andet perspektiv på den samlede organisation, som de er en del af og en større forståelse af de ting, der sker i ledelsesrummet.
"Da vi stod i rundkredsen den sidste dag, tænkte jeg, at det her har virkelig været den vildeste rejse"
Kontakt

Charlotte Holmberg
HR og Arbejdsmiljø