79-årige Aase er mentor for elever på Vestre Skole

To gange om ugen tager Aase bilen fra Hagebro til Viborg. Her er hun mentor for to elever i henholdsvis 7. og 8. klasse på Vestre Skole.

Tirsdag og torsdag møder Aase ind på Vestre Skole i Viborg. I begyndelsen mødes hun med de to elever to gange om ugen for at lære dem at kende. På sigt er det meningen, at hun tilbringer tid sammen med en elev den ene dag, mens hun gangen efter mødes med den anden. Formålet er først og fremmest at give de unge nærvær i en tillidsfuld relation.

Aase har tidligere været ansat på Mercantec som mentor. Her vejledte hun unge i at tackle livet, når det bød på godt og ondt. Hun drøftede også deres drømme om fremtiden og kunne hjælpe med at sætte ramme og retning sammen med de unge. Det er nogle af de erfaringer, som Aase nu stiller til rådighed på Vestre Skole.

- Elevernes samvær med Aase handler om relationer og nærhed. De kan få Aases perspektiver på de udfordringer, som de har, og hun kan lyse på det, de er gode til og samtidig være den støttende hånd i ryggen, fortæller Anette Smidt, der er pædagogisk leder på Vestre Skole.

Til Vestre Skole ad omveje

Det var lidt af et tilfælde, at Aase blev frivillig på lige netop Vestre Skole. Efter at have talt med både De Frivilliges Hus og frivillighedskoordinatoren på sundhedsområdet, blev hun sendt i retning af koordinator i Børn & Unge, Gitte Daugbjerg Andersen.

Der blev sat et møde op mellem Vestre Skole, Gitte og Aase, hvor formålet var at afstemme forventninger – både i forhold til Aases ønsker og skolens behov.

- Det var Aase, der henvendte sig til mig, og derfor var jeg med til at arrangere mødet og bygge bro mellem skolen og den frivillige. Normalvis yder jeg fortrinsvis sparring til vores institutioner, så de lettere kan få et samarbejde op at stå med frivillige – og gøre det hurtigere, fordi jeg kan være med til at luge ud i ”børnesygdomme” og sikre et godt samarbejde fra start, fortæller Gitte Daugbjerg Andersen.

Mødet gik godt og i december 2022 havde Aase første møde med eleverne.

- Det er vigtigt for Aase, at hun føler, at hun kan bidrage og skabe merværdi i sit frivillige arbejde. Hun er en dejlig, varm kvinde, der kommer med mange års erfaring i arbejdet med unge, og vi er glade for, at hun vil komme hos os, slutter Anette.

3 gode råd

  • Der skal være tid til at lære den frivillige om den kultur, han eller hun bliver en del af.
  • Der skal være en tovholder, der sørger for opfølgningsmøder
  • De frivillige skal anerkendes

Kontakt

Anette Smidt, Pædagogisk leder på Vestre Skole, tlf.: 41 71 91 91