Fast lærer koordinerer samarbejdet med de frivillige læsevenner

Hver uge møder ni kvinder fra lokalområdet ind på Ørum Skole. De er frivillige ”læsevenner” for elever i indskolingen og mellemtrinnet. Skolen har i tre år haft det lille korps af læsevenner.

De ni læsevenner læser hver uge med udvalgte børn. Men de gør mere end det. Flere af de frivillige er også med i klassen som en ekstra voksen, og nogle går med ud i pauserne. Det er et arbejde, som gavner både de frivillige og de børn, som de læser og er sammen med.

- Vi prøver at justere ind, så begge parter kan se sig ind i samarbejdet og får noget ud af det. Det giver læsevennerne selv udtryk for, at de får, siger Maria Frimann Andersen, skoleleder på Ørum Skole.

Det er forskelligt, hvor mange timer de enkelte læsevenner er på skolen. Nogle er i to lektioner om ugen, mens andre er der i 3-4 timer. Det er op til den enkelte, hvor meget tid de vil bidrage med. De kommer i faste rul, så både elever og lærer ved, hvornår de kommer.

Fast kontaktperson

På Ørum Skole har de valgt, at der skal være en lærer, som har ansvaret for at lave aftaler med de frivillige. Den lærer er Gitta Hedegaard. Hun står for at koordinere, hvornår læsevennerne kommer, hvem de skal besøge og har den løbende dialog.

- Man kan ikke bare tage frivillige ind og så kører det. Det skal organiseres. Det gør en forskel, at vi har givet Gitta dedikeret tid til at tage sig af de frivillige - og det er tid givet godt ud. Hun gør det let for både de frivillige og personalet ved at stå for at koordinere, fortæller Maria Frimann Andersen.

Da Gitta startede som frivilligkoordinator på skolen, var der to læsevenner. Nu er antallet oppe på ni, hvor den seneste er startet efter efterårsferien. Gitta har en lektion om ugen til at arbejde med frivillige, der udover læsevenner også indeholder samarbejde med foreningerne i byen.

- Det er dejligt, at der er afsat tid til opgaven. Lige i starten af skoleåret er der meget, der skal på plads og koordineres, men derfra kører det bare, siger Gitta Hedegaard.

Lokalt kendskab

Gitta har et solidt kendskab til byen. Hun bor selv i Ørum og er en del af borgerforeningen. Det netværk kan hun trække på i sit arbejde med de frivillige, hvor noget af arbejdet også handler om at være opsøgende og tiltrække nye frivillige.

Vigtigt med anerkendelse

Læsevennerne er særdeles værdifulde for Ørum Skole, og det skal de have at føle. Derfor gør skolen meget ud af at anerkende læsevennerne. De får en æske chokolade til jul og en blomst til sommerferien, og derudover bliver de inviteret med til arrangementer på skolen.

- Læsevennerne får en masse anerkendelse i deres samvær med eleverne. Det er den vigtigste. Men det er også vigtigt, at vi som skole påskønner deres tilstedeværelse, slutter Gitta.

Flere frivillige samarbejder på Ørum Skole

På Ørum Skole har de, udover læsevenner, også samarbejde med de lokale sportsforeninger, hvor de én gang om året har en aktivitetsdag. Her stifter eleverne bekendtskab med forskellige idrætsgrene. De har også et samarbejde med lokale virksomheder, der tager elever i praktik, som i en periode har brug for et alternativ til skolen.

3 gode råd

  • Der skal være en tæt kontakt og dialog med de frivillige.
  • De frivillige skal føle sig værdsatte, anerkendt og til nytte
  • Der skal være en sammenhæng mellem skolens behov, og hvad de frivillige har lyst til at bidrage med.

Kontakt

Maria Frimand Andersen, skoleleder på Ørum Skole, tlf.: 20 56 05 94