Frivillig støtteforening giver elever ekstra oplevelser
Hvert år indsamler Støttekredsen for Nordres Skoles elever penge, der går til ekstra oplevelser for eleverne. Støttekredsen består af frivillige forældre.

Abonnér
og dens undersider

Støttekredsen for Nordres Skoles elever går mange år tilbage, og har altid været drevet af frivillige kræfter.
Kredsen består af en bestyrelse, som står for forskellige arrangementer i løbet af skoleåret. Overskuddet går til støttekredsen. Blandt andet holder de hvert år et julemarked med kreaværksted, udendørs bålhygge og småkagebagning, hvor alle deltagere betaler en entrépris. De hjælper også til med skolefesten, hvor de står for maden, og under corona arrangerede Støtteforeningen en online skolefest og julemarked, hvor forældrene/børnene kunne hente en goodiebag og være sammen - hver for sig.
- Målet med Støttekredsen er at styrke fællesskabet på Nordre Skole – både ved at give penge til ture og give børn og forældre nogle gode oplevelser sammen til arrangementer på skolen. siger Rikke Lyng Lauridsen, medlem af bestyrelsen for Støttekredsen for Nordre Skoles elever.
Herudover kan forældre frivilligt betale et kontingent hvert skoleår. Det er vigtigt for støttekredsen, at alle har mulighed for at bidrage, og derfor er der sat et loft for, hvor meget man må betale ind pr. barn til støttekredsen.
- Det er frivilligt, om man vil betale ind til støttekredsen. Vi oplever dog en kæmpe opbakning, da alle elever – på et eller andet tidspunkt i deres skolegang – får oplevelser, som støttekredsen har givet penge til. Og det mærker forældrene også, siger Rikke Lyng Lauridsen.
Et samarbejde med mening
Klasserne kan søge støttekredsen om penge til buskørsel, entre til museer eller andre aktiviteter og oplevelser til eleverne. Hvert år bidrager støttekredsen også til legepatruljen, skolepatruljen og tilskud til eleverne, der står i boden, årlige skitur.
- Støtteforeningen giver eleverne mulighed for at komme på nogle ekstra ture i løbet af skoleåret, som fx en tur i biografen, til Aarhus eller noget tredje. Det styrker fællesskabet og er guld værd, siger Brian Roed, skoleleder på Nordre Skole.
Det er lærerne, der søger penge til ekstra aktiviteter og det giver nogle gode muligheder for at koble læring med noget socialt, når man tager på tur ud af huset. Støttekredsen mødes et par gange om året og behandler ansøgninger.
3 gode råd
- Tydelig forventningsafstemning imellem de involverede
- Være obs på, at det er frivillighed som overskrift og derfor er en ekstra ressource til hovedopgaven / kerneopgaven
- Drøfte ”værdi for borgeren” med de involverede, så fokus er koordineret
Kontakt
Brian Roed, skoleleder på Nordre Skole, tlf.: 30 30 29 02