Frivillige passer skolens marsvin, heste og høns

Eleverne fra 0. årgang og deres familier skiftes til at passe skolens dyr i weekender og ferie.

På Møllehøjskolen i Bruunshåb har de mange dyr. I øjeblikket er der fem heste og et ukendt antal høns, marsvin og kaniner. På skoledage hjælper eleverne pædagoger i SFO’en med at passe dyrene, men i weekender og ferier er der brug for de frivilliges opbakning.

- Uden forældrenes og elevernes hjælp kunne vi slet ikke have dyr. Vi har ikke penge til, at vi kan købe en lærer eller pædagog fri til at passe dyrene, fortæller skoleleder på Møllehøjskolen Kirsten Gammelby Musgaard.

Forældrene bliver allerede oplyst om tjansen med at passe dyrene til introduktionsmødet for nye skoleelever. Det er helt frivilligt, om man ønsker at deltage, men skolen oplever dog kun få, der takker nej. En medarbejder tager også nogle af dyrene med hjem i de længere ferier, så kabalen kan gå op.

Klar beskrivelse af opgaven

Det er en overkommelig opgave, de frivillige skal løse. De har ansvaret for at fodre dyrene, give dem rent vand og sikre, at burene er forsvarligt lukket.

- Vi har en udførlig manual til, hvordan man skal passe dyrene, så det er til at gå til. Hvis man har spørgsmål, har vi altid en kontaktperson, som man kan ringe til. Det er vigtigt, så alle kan gå trygge til opgaven, siger Dan Friis Alstrup, pædagogisk leder på Møllehøjskolen.

Det kan Maj-Britt, der er mor til en elev 1. klasse på Møllehøjskolen, nikke genkendende til.

- Det var en god oplevelse for hele familien at passe skolens dyr. Opgaven var overskuelig, og vi kunne alle bidrage til at løse den, siger Maj-Britt Laursen.

Samtidig har hvert barn i gennemsnit kun tjansen én gang. Det har været forskelligt, hvordan turnusordningen har været praktiseret, men lige nu går opgaven på tur efter et skema, som den ansvarlige pædagog har udfyldt. Så kan forældrene bytte indbyrdes, hvis deres weekend ikke passer.

Meningsfuld opgave

Dyrene er en væsentlig del af Møllehøjskolen, og eleverne har stor glæde af at besøge dem. Blandt andet lærer eleverne at aflæse dyrene og regulere egen adfærd, når de er sammen med dem. De lærer også at tage ansvar, og passe godt på dyrene. 

- Vores dyr er med til at skabe relationer, når vi er fælles om dem. Det gælder både børnene imellem, men også mellem barn og voksen. For at kunne engagere vores frivillige, skal de kunne se en mening med vores dyr, og det gør de, når de ser og hører, hvad dyrene giver børnene, fortæller Kirsten.

- Som mor er det superdejligt at se min datter påtage sig et ansvar og stolt invitere os andre i familien ind i sin skoleverden, fortæller Maj-Britt Laursen, der en gang har haft fornøjelse af at være weekend-dyrepasser på Møllehøjskolen.      

Tre gode råd

  • Opgaven skal være hyggelig og til glæde til begge parter.
  • De frivillige skal føle sig betydningsfulde og være afgørende for, at opgaven kan løses.
  • Det er godt, hvis opgaven samtidig også skaber samhørighed med lokalsamfundet.

Kontakt

Kirsten Gammelby Musgaard, skoleleder på Møllehøjskolen, tlf.: 51 58 48 01