Revisitation til specialpædagogisk bistand - skoler

I Viborg Kommune revisiterer vi mindst én gang om året. Her tager vi stilling til, om tilbuddet fortsat er det rette til det enkelte barn, og om den specialpædagogiske bistand skal fortsætte, ændres eller høre op.

Revisitation i Viborg Kommune

Når et barn er visiteret til et specialtilbud i Viborg Kommune, foregår der hen over skoleåret en dialog mellem forældre og specialafdeling, som sikrer, at barnet modtager det rette pædagogiske tilbud.

Barnets trivsel følges løbende, bl.a. på baggrund af TOPI-positioneringer mv. Tilbuddet justeres undervejs, så det passer til barnet og den tværfaglige model følges såfremt det er nødvendigt.

Selve revisitationen foretages i tæt samarbejde mellem forældre, specialafdeling, distriktsskole og psykolog og følger i Viborg Kommune nedenstående procedure.

Lovkrav til revisitationen

Bekendtgørelsen om specialpædagogisk bistand stiller krav om, at skolen følger udviklingen hos elever, der modtager specialpædagogisk bistand, og at der mindst én gang om året tages stilling til, om den specialpædagogiske bistand til den pågældende elev skal fortsætte, ændres eller ophøre (BEK 693 §7 stk. 1), hvilket vi i Viborg Kommune kalder revisitation. Revisitationen foretages på grundlag af en pædagogisk-psykologisk vurdering og efter samråd med eleven og forældrene. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed (BEK 693 §7 stk. 3).

Information til forældre med et barn i specialtilbud i Viborg Kommune

Kære forælder til et barn i specialtilbud i Viborg Kommune

Når et barn er visiteret til et specialtilbud i Viborg Kommune, foregår der en løbende dialog mellem jer som forældre og skolen, som sikrer at jeres barn modtager det rette pædagogiske tilbud. Barnets trivsel og udvikling drøftes bl.a. ved skole-hjem-samtalen i efteråret eller i den løbende dialog mellem jer og skolen.

Som forældre har I derfor altid mulighed for at få medindflydelse på jeres barns tilbud.

Derudover er det et lovkrav, at der mindst én gang om året skal tages stilling til, om tilbuddet fortsat er det rette til dit barn, og om den specialpædagogiske bistand til dit barn skal fortsætte, ændres eller ophøre. Dette kaldes en revisitation. Revisitationen foretages i et tæt samarbejde mellem specialafdeling, distriktsskole og psykolog, hvor bl.a. den løbende dialog med jer som forældre inddrages i vurderingen. 

I løbet af februar/marts bliver I partshørt i afgørelsen om revisitationen via e-boks.