Vilkår for brug af rådhusets tjenestebiler

Du skal vide hvad tjenestebilen må og ikke må anvendes til. Forkert brug kan få konsekvenser både ansættelsesmæssigt og skatteretligt.

Overhold færdselsreglerne - ansvaret er dit!

Du kører i en "reklamebil". Kør efter forholdene og overhold færdselsloven - så vi undgår dårlig omtale.

Evt. bøder som følge af overtrædelse af færdselsloven, herunder p-bøder, betales af føreren og er uvedkommende for Viborg Kommune.

Husk også at kontrollere, at p-skiven er indstillet korrekt, inden du forlader bilen. P-skiven er manuel for at undgå eventuelle problemer ifm. sommertid/vintertid.

Hvis Viborg Kommune som ejer af bilen bliver pålagt en bøde, fordi en medarbejder ikke erkender forseelsen over for politiet, vil bøden blive tilbageholdt i lønnen.

Bliver bilen konfiskeret pga. vanvidskørsel, vil Viborg Kommune kræve, at tabet bliver erstattet af føreren.

Tjenestebiler er kun til erhvervsmæssig kørsel

For at undgå beskatning som firmabil, må tjenestebilerne som udgangspunkt kun anvendes til ”erhvervsmæssig kørsel”.

Tjenestebilerne må derfor ikke anvendes til nogen form for privat kørsel, heller ikke kørsel til svinkeærinder i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel, f.eks. indkøb eller tandlægebesøg i løbet af arbejdsdagen. 

Undtagelsesvis kørsel mellem bopæl og rådhuset - 25 gange-reglen

Kørsel i tjenestebilen mellem hjem og rådhuset er privat kørsel. Dette gælder også, selvom bilen bliver brugt til kørsel til og/eller fra bopælen i forbindelse med kørsel, der i øvrigt er erhvervsmæssig.

Hvis du undtagelsesvis kører mellem rådhuset og din bopæl op til 25 gange om året, udløser kørslen ikke beskatning, hvis:

  • Bilen udelukkende skal bruges erhvervsmæssigt den efterfølgende dag og det anses at være til betydelig gene, at skulle hente bilen på rådhuset den efterfølgende dag.
  • Du i øvrigt er afskåret fra at bruge bilen privat.
  • Der føres kørselsregnskab (din nærmeste leder er ansvarlig for, der bliver udført kontrol af kørselsregnskabet.)

Det udløser desuden ikke beskatning, når du under tilsvarende betingelser efter udelukkende at have brugt bilen erhvervsmæssigt kører hjem om aftenen og den efterfølgende dag kører direkte fra din bopæl til rådhuset. 

Før brug af 25-gangs-reglen skal du underskrive en tro og love-erklæring om, at du kun vil benytte tjenestebilen til erhvervsmæssig kørsel. Tro og love-erklæring ved brug af biler findes her.

Du kan læse mere om reglerne for privat kørsel på skat.dk.