Ellekonebakken – fra ghetto til attraktivt boligområde

En målrettet indsats og en helhedsplan skal forvandle Ellekonebakken til et attraktivt boligområde.

Fra 2018 – 2019 var Ellekonebakken på regeringens ghettoliste. Det er den ikke længere.

En målrettet, tværfaglig indsats og en helhedsplan skal sørge for, at området ikke kommer på ghettolisten igen.

Formålet med indsatsen er at få flere af borgerne i arbejde og uddannelse samt gøre boligområdet mere attraktivt at bo i. Dette gøres via en tilgang, hvor borgeren sættes i centrum for arbejdet.

Tværfaglige samskabende teams

Der er nedsat to tværfaglige teams – et myndighedsteam og et indsatsteam, som koordinerer kommunens forskellige indsatser og samarbejder med andre aktører. Det sikrer, at borgerne oplever en sammenhængende indsats.

Myndighedsteamet behandler borgernes sager tværfagligt, træffer afgørelser og koordinerer de indsatser, der er i gang for den enkelte borger.

Indsatsteamet koordinerer samarbejdet mellem de mange forskellige aktører på Ellekonebakken, og er i det daglige tilgængelige for borgerne på Ellekonebakken.

En boligsocial medarbejder fra Boligselskabet Sct. Jørgen deltager i indsatsteamet og bygger bro til de mange aktører i civilsamfundet, som er aktive på Ellekonebakken.

Tilgangen til indsatsen er samskabende, inddragende og udfordring af den gældende praksis. Projektet afprøver ikke én bestemt praksis, men er undersøgende på at skabe en god praksis igennem prøvehandlinger og evaluering.

Fysisk helhedsplan

Boligselskabet Sct. Jørgen er ansvarlig for den fysiske helhedsplan, der skal gøre Ellekonebakken mere attraktiv. Boligselskabet investerer via hjemsøgte landsmidler 0,5 mia. kr. i fornyelse af Ellekonebakken.

Organisering

Der er nedsat en projektgruppe med repræsentanter fra Viborg Kommune, Boligselskabet Sct. Jørgen og Fællessekretariatet for den boligsociale helhedsplan. Børne- og ungedirektør, Søren Jordhøj Aakjær, er projektansvarlig.